Teori

Velfærdsmodel

Der findes 3 forskellige velfærdsmodeller. Disse kaldes: den liberale velfærdsmodel, den kontinentale velfærdsmodel og den universelle/ den skandinaviske velfærdsmodel.

Den liberale velfærdsmodel:
Her sikrer staten ikke velfærdsydelserne. Markedet styrer velfærden, hvor det er op til den enkelte borger at sørge for sin egen indkomst og sørge for at have private forsikringer. Et land som har denne velfærdsmodel er fx USA 
   

Den kontinentale velfærdsmodel:
Rammerne bag denne model er at de sociale ydelser knytter sig til forsikrings ordninger gennem den enkelte borgers arbejde. Denne velfærdsmodel er brugt i Centraleuropa, fx Tyskland 

Den universelle eller skandinaviske velfærdsmodel:

Denne model er præget af en høj skatteprocent og mange afgifter. Alle borgere har ret til ens ydelser, det finansierers over skatten. Denne model er den Danmark ligger under. Det der kendetegner den universelle model er lighed, denne lighed kan ses ved at der er ens velfærdsgoder til alle. Eksempler på dette kan være gratis skolegang, gratis behandling, gratis at gå til lægen osv. Der er også mange offentlig tilskud til de sociale ydelser som medicin, børnepasning, boligtilskud. Vi har et højt sikkerhedsnet som børnepenge, SU, dagpenge, pension osv.   

Tilgængelig fra:
https://sites.google.com/site/samtidshistoriebcstyle/velfaerdsstaten/de-3-velfaerdsmodeller [lokaliseret 09/10 2015]

Den danske kvalitets model (DDKM)

DDKM er et kvalitetsudviklingssystem for det danske sundhedsvæsen, både primær og sekundær sektor. Den er opbygget for at sikre, at det danske sundhedsvæsen lever op til de standerader og krav der stilles. Dette fungere via specifikke retningslinjer. DDKM skal også være med til at sikre et bedre og mere sammenhængende patientforløb. DDKM skal også være med til at sikre høj kvalitet på tværs af geografi og sektorer.  

På sygehusområdet har DDKM standarder på 3 områder: det organisatoriske område, generelle patientforløbsstandarder og sygdomsspecifikke. Modellen består af standarder, der dækker i alt 37 temaer:

• 35 organisatoriske standarder dækker 7 temaer, 
• 54 generelle patientforløbsstandarder dækker 19 temaer og 
• 15 sygdomsspecifikke standarder dækker 11 temaer.

Tilgængelig fra:http://www.sum.dk/Sundhed/Sundhedskvalitet/Den%20Danske%20Kvalitetsmodel.aspx [Lokaliseret 09/10 2015]

Aaron Antonovsky (1923-1994) – Salutogenese

Hvad betyder salutogenese?

• Salutary = sund, gavnlig
• Genese = skabelse
• Salutogenese = hvad skaber sundhed?

Aaron Antonovsky en amerikansk-israelsk professor i medicinsk sociologi. Antonovsky sætter fokus på salutogenese, altså sundhed frem for sygdom. De fleste mennesker udsættes for de såkaldte stressorer, som omhandler konflikter, kriser og sygdom i løbet af et liv, men nogle mennesker er bedre til at tackle disse stressorer end andre. Antonovsky spørger således, hvorfor folk (for)bliver sunde? Ifølge Antonovsky er sunde mennesker karakteriseret ved at være i besiddelse af en følelse af sammenhæng i tilværelsen, ”Sense of Coherence” (SOC) eller ”Oplevelse af Sammenhæng” (OAS). Hermed menes det, at de opfatter verden som begribelig. De kan håndtere de problemer livet stiller dem og de føler en mening med livet, som for dem er værd at engagere sig i.

Ifølge Antonovsky vil en stærk følelse af sammenhæng derfor ikke blot øge livskvaliteten, men også påvirke den fysiske og psykiske sundhedstilstand i en positiv retning. De mennesker som besidder en stærk følelse af sammenhæng, vil derfor være bedre til at håndtere fx alvorlig stress, uden at det i større grad påvirker deres helbred. Livsvilkår bestemmer ikke automatisk menneskers helbredstilstand. Det er derimod afgørende, hvad det enkelte menneske gør ved disse livsvilkår og om de dermed udvikler en stærk eller svag følelse af sammenhæng i tilværelsen.

Fokus på ressourcer og mestringsstrategier, vil således blive en del af det sundhedsfremmende arbejde.  Ligeledes vil det være at styrke menneskers følelse af ”begribelighed”, ”håndterbarhed” og ”meningsfuldhed” samt mobilisere de evner, der gør folk robuste over for stressorer i tilværelsen.

Læringsproces                                        >                       Følelse af sammenhæng

Forudsigelighed                                      >                       Begribelighed

Belastningsbalance                                 >                       Håndtérbarhed

Delagtighed/deltagelse                           >                       Meningsfuldhed

I følge Antonovsky kommer følelsen af sammenhæng fra forskellige læreprocesser livet igennem. Oplevelsen af forudsigelighed lægger grunden til begribelighed, mens den rette belastningsbalance lægger grunden til håndtérbarhed og deltagelse i resultatet giver meningsfuldhed.

OAS kan også defineres som:

”… en global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i hvilken man har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse af tillid til, at (1) de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsigelige og forståelige; (2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav disse stimuli stiller; og (3) disse krav er udfordringer, det er værd at engagere sig i. ”

(Antonovsky, A., 2000, s. 37)

Reflektion

Ud fra Antonovskys teori om salutogenese, omhandler det i vores tilfælde, hvordan patienter med KOL håndterer deres nuværende situation og hvordan man giver dem remedier til at fremme mestringen af KOL. I følge Antonovsky, har man lettere ved at mestre tilværelsen, hvis man ser en mening i denne og det vil dermed give en stærk "oplevelse af sammenhæng". Det er derfor vigtigt at patienten med KOL kan se en sammenhæng i fx forebyggende behandling (rygestop) for netop at fremme individuelle mestringsstrategier.

Pierre Bourdieu (1930-2002) – Socialiseringsteori

Bourdieu definerer begrebet habitus som: 

”Et sæt af dispositioner, i førkropslig tilstand, som hjælper mennesket til at handle, tænke og orienterer sig i den sociale verden, som et resultat af de sociale erfaringer, hukommelse, tanker og handlinger som vi har haft livet igennem og som er blevet indlejret i vores krop”                                                                                                                      (P. Bourdieu)

Habitus er socialisering:

”Socialisering er den indlæringsproces, hvorved et individ tilegner sig de normer, værdier, og adfærdsmønstre som er karakteristiske for det, det vokser op i”

                                                                                 (Sabroe, E., 1979, Socialpsykologi)
Former for socialisering

• Primær socialisering:
  Er den første socialisering et menneske gennemgår i barndommen og hvorigennem det bliver medlem af samfundet.
  
  
• Sekundær socialisering:
  Enhver senere proces, der styrer et allerede socialiseret individ ind i nye sektorer i samfundets objektive verden.
  
  
• Dobbelt socialisering:
  Et kompleks og dynamisk samspil mellem den primære og sekundære socialisering.
  
  
  Ifølge Bourdieu formes habitus ”i os” gennem socialiseringprocesser.
  Habitus betegner en struktureret og socialiseret krop, en krop der har tillagt sig strukturerne i den verden den lever i. Det hjælper mennesker til at handle, tænke og orientere sig i den sociale verden. Habitus og social arv er overlappende, hvilket er et resultat af socialiseringsprocesser
  Habitus er tillærte dispositioner for at handle på bestemte måder. Disse dispositioner er ubevidste, de er blevet inkorporerede, indgroede og kropslige. Dispositioner kan forstås som noget der er til disposition, noget der kan benyttes, en form for ressourcer eller repertoire af handlemåder.
  (Prieur A.,  Sestoft C., 2006, Pierre Bourdieu – en introduktion)

       
Habitus: Et produkt af vores kapital.

• Økonomisk kapital: Indtægt, økonomisk magt, summen af ressourcer en gruppe har til rådighed i kraft af dens netværk af relationer
  
  
• Social kapital: netværk af relationer, ressourcer, færdigheder i at kommunikere og opbygge sociale forhold (sociale kompetencer)
  
  
• Kulturel kapital: individets klassemæssige habitus og dannelse samt kulturelle kunnen. F.eks. den opdragelses- og uddannelsesmæssige og kulturelle påvirkning vi får gennem livet og kulturelle investeringer forældre har gjort i deres børn (måden at tale på, almen dannelse, føre sig frem, påklædning).

Vores habitus afhænger af vores kapital, der er indlejret i vores krop som:

• Værdier
• Normer
• Smag
• Vaner
• Kultur
• Kompetencer
  
  
  ”Habitusbegrebet er et forsøg på at beskrive og forklare det fænomen, som vi kan registrere, nemlig at det sociale ikke helt flyder eller er kaotisk og uordnet – men at der er tendenser til gentagelser med visse modifikationer”

  (Larsen, K., et al., 2010, s. 59)

Refleksion

Relateret til patienter med KOL ses habitus som den "bagage" de har med helt fra barndommen. Den sociale arv har stor betydning for den enkelte patients måde at håndtere og tackle en given situation på. "Social arv" er her centralt, eksempelvis da man i det traditionelle samfund fik et cigarret etui i konfirmationsgave, som et tegn på en overgang fra barn til voksen.  

Jürgen Habermas (1929-) - Samfundsteori

Jürgen Habermas er en tysk filosof og sociolog.

En stor del af hans teoretiske arbejde tager afsæt i tysk filosofi samt klassisk sociologisk teori, som fx Karl Marx’, Max Webers og Émile Durkheim.

Jürgen Habermas samfundsteori tager udgangspunkt i to grundlæggende handlingstyper; den målrationelle og den kommunikative handling.

• Den målrationelle handling er karakteriseret ved, at en person beregner hvilke midler der vil være mest hensigtsmæssige, når et på forhånd fastsat mål skal opnås. Den målrationelle handling inddeles yderligere i strategisk handlen, som indebærer en tilrettelæggelse af fx andre menneskers handlinger, altså der indgår et socialt aspekt i den strategiske handlen. Den instrumentelle handling er derimod handlinger rettet mod fysiske genstande, fx hvilket instrumenter der er mest hensigtsmæssige at bruge til fx at bygge et bord.
• Den kommunikative handling retter sig mod fx familie- og fritidsfæren. Disse styres ikke af egoistiske beregninger, men af en gensidig forståelsesorientering personerne imellem. Her er dialogen et bærende element. 

System- og livsverdensbegreberne bruger Habermas til at analysere det moderne kapitalistiske samfund. Ifølge Habermas er begge begreber nødvendige for at opretholde og udvikle samfundet. Habermas mener dog at problemet i senkapitalismen er at balancen imellem system- og livsverdensbegreberne er ulige, da systemet koloniserer livsverdenen. Hermed menes der at de strategiske og instrumentelle handlinger dominerer over de kommunikative handlinger, hvilket fører til ødelæggelse af livsverdenen. For at genoprette denne balance imellem system og livsverdensbegreberne mener Habermas at man må sammenholde dualismen i en række komplementære begreber: stratetisk handlen – kommunikativ handlen, system – livsverden, systemintegration – social integration samt tilskuer – deltagerperspektiv.

Systemverdenen er styret af det objektive samfundshieraki, hvor magthierakierne er dominerende. Dette kommer for eksempel til udtryk ved at det danske system tilskriver patienterne, kun 2 dages indlæggelse på en akutmodtagelsen, ved KOL i excabation. Dette kolliderer med livsverdenen, da det går udover den individuelle patient: Er de klar til at komme hjem? Kan de mestre deres sygdom? Livsverdenen er den subjektive verden, som rummer kultur, samfund, personlighed, sociale værdier, normer m.fl. Livsverdenen kan fx være individets kvalitet i at ryge en cigaret, på trods af bevidstheden af de sundhedsskadelige risikoer, der er forbundet med rygning. (Kaspersen, L.B., et al., 2011. s. 75-79.)

Refleksion

Økonomi er centralt i forhold til genindlæggelser af patienter med KOL, da der ses flere forskellige årsager til at dette er et problem. Eksempelvis kan der være patienter, som ikke køber den nødvendige medicin pga. økonomi. Ligeledes er der tidsbegrænsninger på hvor længe en patient kan være indlagt på en akutmodtagelsen. Dette er et eksempel på hvordan systemverdenen overtager livsverdenen, selvom det ikke nødvendigvis er det bedste for patienten at blive udskrevet efter 48 timer.

Erving Goffman (1922-1982) - Roller og stigmatisering 

Erving Goffman var en canadisk-amerikansk sociolog og socialsociolog.

Han udviklede sin teori på baggrund af emperiske observationer og han var særligt optaget af individets dramatisering af sig selv i de moderne hverdagsliv, og sammenligner den menneskelige tilværelse med et teater, hvor samfundet/verden er iscenesat som en scene. Der kan her relateres til Shakespeare: ”All the world is a stage, and all the men and women merely players..”. Goffman mener med sin teori at mennesket i hver enkelt given situation spiller et rollespil, og at hverdagen derved præges af dette ’teater’. Han beskriver i sin teori en såkaldt frontstage og en backstage, som er to centrale begreber i Goffmans teorier. Begrebet ’frontstage’ beskriver således individets ydre fremtræden, altså det billede vi gerne vil vise af os selv til omverdenen. ’Backstage’, beskriver derimod ’det sande jeg’.

Goffman beskæftiger sig ligeledes med stigma, og han beskriver det som en uønsket egenskab, der oftest overskygger personens andre egenskaber. Stigmatisering kommer til udtryk når en person bliver stemplet som tilhørende en bestemt kategori af mennesker, og dette hæmmer individets udvikling. Der skelnes ved stigmatisering mellem individet og en bestemt gruppe af mennesker, med en fælles egenskab.

Refleksion

Erving Goffmans teori kan relateres til patienter med KOL, på den måde, at de på trods af deres sygdom vil forsøge at passe ind i samfundet og finde hver sin rolle på trods af deres lidelse. Goffman mener at forskellige aktører i hverdagens rollespil, vil forsøge at opretholde en given situation, for at opretholde en ’facet’.

Stigmatisering kan komme til udtryk hos patienter med KOL, da man i nogle tilfælde kan ’stemple’ patienter, og give udtryk for at sygdommen er selvforskyldt. Det er her meget vigtigt for sygeplejersken ikke at være fordømmende og stemple patienten og den givne situation. Der bør tages hensyn til patientens autonomi og se det hele menneske som individ, og ikke kun deres sygdom. Stigmatisering kan påvirke patienter, og det er derfor vigtigt at støtte patientens mestring af KOL bedst muligt med en positiv tilgang og derved undgå at ’mærke’ patienten.